Netanyahus modstandere foreslår udløbsdato på premierministerposten

Israels nye parlament blev taget i ed den 10. november 2026. Gadi Eisenkots blok fremlagde blandt andet forslag om at begrænse premierministerens embedsperioder og tilbagerulle ændringer, der begrænser domstolenes magt. Eisenkot forsøger at danne regering, mens Benjamin Netanyahu fortsætter som overgangspremierminister. Et regeringsskifte er endnu ikke sikret.

Det principielt opsigtsvækkende er forestillingen om, at et politisk embede kan have en slutdato. I denne avis’ satiriske udgave af magtens ejendomsadministration har premierministerposten ellers længe stået opført som en bolig med ubegrænset fremleje til den siddende beboer. Valg fungerer her som periodiske tilfredshedsundersøgelser, hvis resultater kan drøftes på næste beboermøde. Forslaget om embedsbegrænsning svarer derfor til, at nogen pludselig finder den oprindelige lejekontrakt bag et portræt.

»Det handler i virkeligheden om fortællingen,« forklarer vores fiktive kommunikationsstrateg Kenneth Birk. »Man skal ikke sige, at en leder har siddet for længe. Man skal sige, at institutionen har haft usædvanlig lav personaleomsætning. Det er normalt noget, man vinder HR-priser for.

« Kenneth anbefaler at omdøbe embedsbegrænsning til en frivillig fratrædelsesordning, hvor frivilligheden påhviler parlamentet. Han understreger, at ordningen naturligvis bør ledsages af en værdig reception og mulighed for at beholde adgangskortet lidt endnu.

Vores fiktive professor Holger Vestergaard er mindre begejstret. »Det minder mig om en vicevært, jeg engang kendte… Han mente, at ejendommen ville styrte sammen, hvis han afleverede hovednøglen. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at han blot boede gratis i vaskekælderen.« Professoren tilføjer, at magtens tredeling netop er opfundet, fordi magthavere sjældent selv opdager, hvornår de er blevet en belastning for møblementet. Kenneth kalder bemærkningen unødigt lidt løsningsorienteret.

Her ville jeg gerne indskyde en længere betragtning om parlamentarisk værdighed, men Mille har allerede sagt: »Preben, kom til pointen.« Godt så: Et demokrati skal kunne udskifte sin leder uden først at udskifte demokratiet. I gamle dage havde man i det mindste stil. Nu må man tilsyneladende begynde med at spørge, hvem der har skruet stolen fast.